Tilbage



Infusorier.

   Det er en rigtig god ide at starte en infusoriekultur, når eller hvis man vil opdrætte nogle af de akvariefisk der lægger små æg og derfor også får meget små unger, en hel del af disse er så små at de ikke kan spise nyklæggede artemia og man må så prøve andre foder emner f.eks. en lille gnaling ( som svovl på en tændstik ) af hårdkogt æggeblomme der udblødes godt på en teske, bedre er det at fodre med infusorier. Infusoriedyr består af mange slags mikroskopiske encellede smådyr, jeg har set et sted at der måske findes op til 60 forskellige smådyr i en kultur og det er min erfaring at det ikke er alle slags der spises af de nyklæggede småfisk.

   Når jeg laver starter en infusoriekultur kan det foregå på to måder, den ene startes på en håndfuld tørt/visnet græs bundtet med snor eller en elastik og fastgjort til en lille sten for at den skal kunne blive på bunden af en spand vand eller gerne i et 10-20 liters akvarium, når det er klart drysser jeg en knivspids glykosesukker på vandfladen og når det er sunket ned på græsset, ja så er det bare at vente 3-5 dage og man kan begynde at bruge af kulturen, jeg bruger et litermål, en liter kulturvand og hælder meget forsigtig dette ned til de små fiskeunger, jeg fodre 3-4 gange per døgn og hver gang efterfylder jeg kulturen med en liter akvarievand, ca. en gang om ugen får kulturen igen en knivspids glykosesukker. Der udvikles en bakteriekultur på græsset som de små encellede smådyr lever af.

   Den anden måde jeg starter en infusoriekultur på er den samme, jeg bruger nu en knastør bananskrald, jeg spiser ikke selv bananer, men det gør familien, en bananskrald bliver sort og tør på et døgns tid, flere kan opbevares længe i et glas med låg. Fremgangsmåden er den samme som med græs. Når man har fodret en lille uges tid kan man begynde at bruge artemia, alt dog efter arten af fisk, nogle få fodres op til 10 dage med infusorierne. De små mikroskopiske dyr som fiskeunger ikke vil spise gør ingen skade i akvarierne.

   Set med det blotte øje ser en infusoriekultur ud som om der ligger et lag af hvidt røg i akvarievandet eller vandet i spanden ser uklart ud.


Artemia.

   Artemia er kendt af de fleste akvarister, måske kun i form af de tørrede æg af Artemia salina der bruges af mange opdrættere af små akvariefisk, disse æg klækkes i meget stærk saltvand, hel op til 10 gange stærkere end havvand ( en stor spiseskefuld salt til 1 liter vand ), Atemia-æg kan også købes afskallede og bruges direkte i akvariet med små fiskeunger.

   Der findes mange forskellige arter af Artemia:

   Artemia salina LINNAEUS , 1758 fra Middelhavsområdet;

   Artemia monica VERILL, 1869 kun kendt fra søen Mono Lake i USA;

   Artemia urmiana GÜNTHER, 1899 fra Urmia-søen i Iran;

   Atemia fransiscana KELLOGG, 1906 Nordamerika, Karibik;

   Artemia persimilis PICCINELLI & PROSDOCIMI, 1969 fra Sydamerika;

   Artemia simica CAI,1989, fra Central-og Østasien;

   Artemia tibetanica ABATZOPOULOS, ZHANG & SORGELOOS, 1998 fra Kina (Tibet);

   Artemia sp. (PILLE & BEARDMORE 1994) fra Kasachstan;

   Dertil kommer forskellige parthenogenetiske Artemia-stammer og linjer verden over.

   Grunden til de mange arter er nok flere, men her kan nævnes at Artemia monica længe var betragtet som en underart til Artemia fransiscana, men denne kan ikke leve i Mono Lake, denne sø har en særdeles specifik vandkemi som Artemia fransiscana ikke tolerere, men som Artemia monica kan.

   Mange akvarister er nok ikke klar over, at ganske få steder i Danmark findes en lignende art i ferskvand nemlig Vårkrebs / Fereje ( Siphonophanes grubei ), der har en ynglebiologi der minder meget om den måde som Artemia formerer sig på. Disse vårkrebs er også en god fødekilde til større fisk, når og hvis man ved hvor de findes. Der lever også Ferejer / Svæverejer ( Mysis relicta ) ved vores strande og i lystbådehavne, disse fanges ofte af akvarister der har mange store ciklider. Ferskvandspungrejen Mysis salemaai og Mysis relicta er to forskellige arter, selvom mange mysis fanges i og ved vore strande er de faktisk ferskvands – arter, men de klarer sig udmærket i brakvand og som de fleste ved, så er vandet ved de fleste strande, nærmest brakvand, altså saltvand blandet op med flodvand fra vore nabolande. Vårkrebsen ( Siphonophanes grubei ) derimod lever kun i rent ferske vande. Vårkrebsen er så sjælden at den bør fredes, hvis den ikke allerede er det.

   Foruden de nævnte arter findes flere beskrevne Svæverejer / Pungrejer : Mysis diluviana, Mysis mixta og Mysis oculata.


Opdræt af akvariefisk.

   Opdræt, ja der er mange måder og metoder til opdræt af akvariefisk. Måske ikke en måde for hver art. Den metode, der er god til en art, kan slet ikke bruges til andre arter. Tænk bare på de mange forskellige typer af fisk, vi har i vore akvarier, lige fra de levendefødende tandkarper, killifisk, labyrintfisk, maller, ciklider, regnbuefisk, karpelaks (tetra) og de mange forskellige karpefisk (barber). Man må end ikke regne med, at den metode, der kan bruges på en type, også kan bruges på andre typer. Vi ved at der blandt de almindelige grupper af akvariefisk er der flere forskellige metoder til opdræt. Bare blandt cikliderne findes fritlegende, hulelegende og mundrugere. De øvrige grupper har også forskelle i deres måde at formere sig på.

   Har du fisk, du gerne vil prøve på at opdrætte, så er der nogle ting der er ret vigtige. Først må du finde nogle gode avlsfisk, så arts-typiske det er muligt, sunde og velfodrede er en selvfølge. Det kan være, at man må finde hanner et sted og hunner et andet sted, for at undgå indavl, men det er mindre vigtigt.

   Find alt du kan af læsestof om din valgte art. Det kan være en fordel at vide, hvor den er fanget i naturen, mest for at få den rigtige vandtype og den ideelle temperatur.

   Visse fisk kan man kun opdrætte, hvis de har fået det rigtige foder. I naturen får de også en del hormoner gennem det, de kan finde at æde op til det rigtige tidspunkt. Altså kan tiden på året, der er normalt for arten at formere sig på, være en afgørende faktor for, at et opdræt lykkedes.

   Jeg vil prøve at beskrive et par måder jeg selv bruger på mange af de almindelige fisk, som vi har i pleje. Jeg bruger flere metoder på de samme arter. F. eks. kan jeg fylde et mindre akvarium på 12 liter med fintløvede planter. Det kan være Ceratophyllum (hornblad) eller Najas, hvis jeg har nok af najas. Vandet er en blanding af regnvand og det vand som fiskene ellers svømmer i. Når jeg efter nogle dage eller et par uger, ser æg eller nyklækket unger, bliver avlsfiskene fanget op og må tilbage i deres opholdsakvarie. Samme metode har jeg med held brugt i avlsakvarier fra 20 til 50 liter. På denne måde bliver der nok ædt en del æg og unger, men jeg har altid fået unger nok, ofte mellem 30 og lidt over 100 unger, og det er rigeligt til mig selv og vennerne.

   Min anden metode er lidt mere avanceret. Jeg har limet en bund af gennemhullet plastik ( der findes flere forskellige typer og størrelser) og et par ben af glas på et ”akvarium” uden bund, 4 stykker glas ca. 20 liter i størrelse. Denne indsat kan bruges i flere størrelser af avlsakvarier. I denne indsat har jeg også brugt mange fintløvede planter, da mange fisk gerne leger i plantetykninger. Fordelen er at man ser æggene på bunden af avlsakvariet – jeg vil lige nævne at der ikke er bundlag i avlsakvariet af flere grunde: Det er lettere at slamsuge med en lille slange, hvis der samles for meget smuds, og det er også nemmere at fange eventuelle unger, når de skal flyttes til et større opvækstakvarium. Med et indsatsakvarium kan det let blive til flere hundrede – ja op til flere tusinde unger i et opdræt.




   

Figur 1 Indsatsakvatium med plastiknet som bund. Indsaten ligger på siden. Til venstre et net med større huller.


   Jeg har opdrættet flere barbe-arter, tetra-arter og regnbue-arter med disse metoder. Ved barbeopdræt kan det ofte være bedst at bruge ganske unge hanner og noget ældre hunner. Omvendt er det ved tetraopdræt bedst at bruge ældre hanner og ganske unge hunner. Er der dårlig befrugtning, kan det betale sig at skifte tetra-hannen ud med en anden han, måske flere gange. Jeg har selv måttet skifte hannen ud op til 5 gange, før der var en han der kunne befrugte æggene. Ubefrugtede æg skimler ret hurtig. Ved god og kraftig fodring er hunnen klar med nye æg efter 14-16 dage. Specielt ved fodring med cyclops sættes der rogn hurtigt. Det gælder for mange af vore fiskearter i stueakvarierne.

Foder

   Opfodring af ungerne bør ikke blive et problem, da man jo kan købe flere forskellige slags foder til nyklækket yngel. Ikke alt alt er lige godt. Jeg klækker saltsørejer (Artemiaæg), og det er noget af det bedste levende foder til de fleste unger. Mange fiskeunger er for små til disse artemianauplier, så jeg laver en kultur med infusorier til de første 5-8 dage. Derefter kan de fleste gabe over artemia.

   Infusoriekulturen bliver lavet i en god tid inden fiskene bliver sat til leg. Til kulturen bruger jeg en plastikspand med vand fra opholdsakvariet. Heri lægger jeg en tørret bananskræl. Den kan hurtig tørres på radiatoren eller på en tørresnor. Efter få dage er den knastør og sort, nu kan den gemmes i et lille glas med låg, så den ikke får fugt og mugner. Når den tørrede bananskræl bliver lagt i vandspanden, får den en strøget theskefuld glukosesukker, og efter nogle dage er der udviklet en bakteriekultur i spanden. Efter yderligeet 2-3 dage er vandet blevet uklart af mange forskellige slags infusorier. Der er måske 10-30 forskellige og ikke alle spise af ungerne.

   Jeg bruger et gammelt litermål og fodrer med en ½ eller en hel liter infusorievand, alt efter yngleakvariet størrelse. Jeg efterfylder med nyt vand i kulturen når der er fodret og mindst en gang om ugen får kulturen igen LIDT glukosesukker. Der skal fodres tit og ofte den første uge, mindst fire gange i døgnet. Visse arter får Micro-orm efter et par dage. Disse orm falder langsom til bunden efter en kort tid, men mange fiskearters unger bliver ved bunden de første dage, f.eks. pansermalleunger, Rosentetra og mange andre unger.

   Denne Miro-ormekultur er nem at lave. Her bruger jeg 2-3 små kasser, hvori der har været Haribobolcher. Andre små tætte kasser kan også bruges. I hver kasse lægger jeg en 2-3 cm. tyk skive franskbrød (landbrød fra Netto) gennemvædet af en billig pilsner. Jeg poder hver kasse med lidt orm fra en kultur, der i gang, og overdrysser brødet med tørgær (ølgær). Efter få dage kan der høstes en lille theskefuld mikroorm. Kulturen fodres med tørgær ca. 3-4 dag og den et nyt stykke gennemvædet brød , når der er spist op. Den kan bruges i 2-3 uger inden en ny kultur anlægges. Har man Pansermaller vil selv voksne panserbasser gerne have mikroorm. Ormene kravler op på siderne af kassen. Jeg bruger en kniv til at skrabe de orm af, som jeg vil bruge. I yngleakvariet har jeg en lille plade af styropor (flamingo plade) ca. 4x6 cm. hvor jeg forsigtigt lægger ormene. På denne måde forsvinder de ganske langsomt ned i vandet. Jeg har ofte brugt Eddike-ål, de er lidt mindre end mikroorm, og de svømmer rundt i yngleakvariet. Det er en fordel, hvis de små kræ ikke vil til bunden og spise.



   

Figur 2 Indsatsakvarium til opfodring af spæde unger.


   I flere af mine opdræt har jeg brugt indsatsakvarier, som er købt i Tyskland. Disse indsatser er lavet til at hænge inden i et opholdsakvarium. Der bliver suget vand gennem en tynd HM-måtte (Hambugermåtte) ved hjælp af lidt luft fra en almindelig lille luftpumpe (se billede). I disse små indsatser kan man meget lettere holde en stor fodertæthed for de nyklækkede fisk, og de får renset vand fra opholdsakvariet hele tiden, dette vand skal ud af indsatsen igen og det sker ved at der er hul i siden på indsatsen og der er en tæt gace pålimet i dette hul for at tilbageholde det levende foder.

   På det rigtige tidspunkt (tidlig forår) er det muligt at fange Cyclops, Dafnier og måske sorte myggelarver i meget små vandhuller. Bedre foder findes ikke, men det er jo ikke foder til de første 2-3 uger for unger af de mange almindelige fisk, der holdes i selskabsakvarier. Har man muligheden for at komme ud i naturen og fange levende foder , så bør den bruges. Jeg er ved at glemme noget af det vigtigste ved opfodring af fiskeunger, nemlig vandskifte meget ofte. Affaldsstoffer fra ungerne ophobes i opvækstakvarierne og det virker stærkt hæmmende på tilvæksten af ungerne, der gerne på 3 måneder skal have nået salgstørrelse.

   Disse betragtninger er mine egne erfaringer. De er jo ret generelle,, men prøv selv at opdrætte din favoritfisk.


Neolamprologus savoryi.

   Lidt om mine erfaringer om at holde cikliden: Neolamprologus savoryi, også kaldet ”Prinsen af Burundi”, nok fordi den blev indført lige efter Neolamprologus brichardi (Prinsessen af Burundi), begge arter har jeg haft i mine akvarier i lang tid, de blev mine favoritter af mange grunde, en meget interessant adfærd under formeringen, et par danner en stor familiegruppe, hvor de første unger hjælper med at passe de næste kulde unger, men når de ældste ”Babysittere” nåede en vis størrelse hvor de kunne blive en trussel til selve familiegruppen, blev de jaget ud på egen hånd. Denne adfærd ses også hos andre ciklidearter fra Tanganyikasøen for eksempel har jeg observeret adfærden hos alle Julidochromis arter. Blandt de hundredevis forskellige ciklider jeg har haft igennem mange år, mange utrolig farveprægtige, både fra Afrika og Syd-og Centralamerika, så blev Prinsessen af Burundi en favorit fordi den foruden sin adfærd også var meget elegant at se og studere, nem at holde - fodre, måske endda en god begynderfisk.

   Neolamprologus savoryi ”Prinsen af Burundi”, blev måske min største favorit, ikke på grund af sine pragtfulde farver, men på grund af sin adfærd som var den samme som de allerede nævnte, dertil en adfærd som jeg ikke havde set hos andre arter, når ”Far” syntes at nu var tiden inde til at nu kunne de ældste unger godt prøver at klare sig selv, blev de jaget hjemmefra og de flygtede selvfølgelig efter den truende fremfærd af deres far, men så snart han vendte halen til og ville tilbage til hulen så lå den jagede unge på ryggen rystende af skræk lige under fars mund og det pacificerede ham totalt, denne ad færd minder meget om den samme som jeg havde læst om hos Ulve, skrevet af en adfærdsforsker Konrad Lorents.

   Jeg personligt ville gerne skifte popurlærnavnet ”Prinsen af Burundi” ud med ”Ulven fra Burundi”, denne ciklide fra Tanganyikasøen fortjener at blive kendt mere blandt ciklide-entuciasterne.

Nyt navn på gammel kending.

   I 1970´erne var der en lille dværgciklide i handlen – under navnet Apistogramma weisei – sommetider under navnet Apistogramma spec.

   Apistogramma weisei er navn som anvendes allerede på 1930-talet for en helt anden ciklide, nemlig Taeniacara candidi. Derfor kunne fisken ikke hedde Apistogramma weisei, så i 1980´erne kaldes den bl.a. Apistogramma ”Rotpunkt” og ”Schwarzsaum”.

   Nu har fisken endelig fået et videnskabeligt navn: Apistogramma alacrina, Sven Kullander beskrev fisken formelt i marts 2004.

Nyt om fiskenavne.

   Den fisk som vi kender som siamesiske algeæder: Crossocheilus siamensis den går under falsk navn, den schweiziske ichthyolog Maurice Kottelat har kigget nærmere på denne fisk og kommet frem til at dette navn er et synonym og at denne fisk rettelig er Crossocheilus oblongus. Eftersom C. oblongus forekommer i Mekongfloden og dens bifloder fra Thailand, Laos og Kambodia, så kan vi med god samvittighed forsætte med at anvende popurlærnavnet siamesisk algeæder, da Siam er det gamle navn på Myanmar.

   Garra taeniata nævnes ofte som en fisk der til forveksling ligner Crossocheilus oblongus, men denne fisk har også fået nyt navn nemlig Garra cambodgiensis. Forskellen på disse to fisk er at den sorte linie går helt ud i halefinnen hos den ”ægte” siamesiske algeæder og at Garra cambodgiensis har en typisk ”garra-mund”.

   Det er heller ikke svært at skille Crossocheilus oblongus fra Epalzeorhynchus kallopterus ”Flyvende ræv”, da dennes stribe heller ikke går ud i halefinnen.

   Værre er det med den nybeskrevne art Crossocheilus atrilimes fra Laos, den er meget lig den siamesiske algeæder. Crossocheilus oblongus er mere langstrakt, men det kan nok være svært at se hvis man ikke har begge arter at sammenligne med. Det kan antagelsesvis vare noget før vi får se Crossocheilus atrilimes da eksporten fra Laos er ganske lille for tiden.

   Det kan være godt at vide at den kinesiske algeæder Gyrinocheilus aymonieri, tilhører familien Gyrinocheilidae, hvor der kun en slægt med tre arter. Foruden den kinesiske algeæder, der lever i Mekongdalen, så findes der en art som hedder Gymnocheilus pennocki fra Thailand og Gymnocheilus pustulosus fra Borneo

Nye beskrevne arter

   En nybeskreven Killi-fisk fra Sydamerika:

   Rivulus tomasi, F.B.M.VERMEULEN, S. VALDESALICI & J.R.GARCIA-GIL, oktober 2013. Tobogán de la Selva, midterste Orinoco River i Sydvest Amazon territoriet.


   Otocinclus cocama REIS, 2004

   Det handler om den lille sugemalle fra Peru kendt som Otocinclus spec. ”Zebra”. Roberto Reis har nu videnskabeligt beskrevet den som en ny art: Otocinclus cocama. I slægten Otocinclus findes der nu over 15 arter og det er sandsynligt, at der findes flere arter der ikke er opdaget endnu.

   Literatur.

   Reis,R.E. (2004): Otocinclus cocama, a new uniquely colored loricariid catfish from Peru (Teleostei: Siluriformes), with comments on the impact of taxonomic revision to the discovery of new taxa. Neotropical Ichthyology, 2: 109-116.

   * Moema apurinan COSTA, 2004

   Denne annuelle æglæggende tandkarpe stammer fra en udløb i Rio Purus i det nordøstlige Brasilien. Det handler om en bundleger ligesom de andre 5 arter i denne slægt, æggene behøver flere måneder for at udvikles fuldstændigt.

   Moema apurinan minder ved første blik om Moema staecki, men har tydeligere længere bugfinner.

   Aphyolebias boticarioi COSTA 2004

   Den brasilianske ichthyolog og killiekspert Wilson J.E. M. Costa har i 2004 videnskabeligt beskrevet flere fiskearter. Dertil hører også Aphyolebias boticarioi, dennes udbredelse er i området ved indløbet i Rio Purus i det nordøstlige Brasilien.

   Den nye art er mere højrygget end de andre former i slægten. Selvom Aphyolebias obliquus, A. claudiae og A. schleseri ligner meget, så er der forskel gennem antallet af finnestråler i analfinnen og pectoralfinnen foruden en anden farvedragt.

   Literatur.

   Costa,W.J.E. M. (2004): Moema apurinan sp.n. and Aphyolebias boticarioi sp.n. (Teleostei: Cyprinodontiformes: Rivulidae): two new killifishes from the Rio Purus Basin, Brasilian Amazon. Zootaxa 707: 1-12.

Odessabarben

   Endelig er mysteriet løst og Sevastopol-barben, der kom frem i en stor udstilling i Sevastolpol og blev forvekslet med en anden barbe der kom frem året efter i en udstilling i Odessa, disse to barber blev kaldt henholdsvis for Sevastopol-barbe og Odessa-barbe, hvordan forvekslingen er sket, har jeg ingen forklaring på, men på det tidspunkt var det meget vanskeligt, næsten umuligt at komme igennem Jerntæppet.

   Importørerne i Europa og i de forskellige lande kunne let forveksle de to nye barber og den første blev til Odessabarben, den har også haft forskellig navne, er blevet kaldt for Rubinbarben, et navn der passer meget bedre til den fisk. Flere steder i forskellig litteratur er den kaldt for Puntius ticto sp. Odessa.


   Da den kom frem, blev der i Tyskland gjort et stort arbejde med at finde ud af, hvad det var for en fisk, der blev foretage krydsningsforsøg med flere forskellige lignende barbearter: Barbus conchonius, Barbus ticto, Barbus cumingi, Barbus phutunio og Barbus stoliczkanus. Der blev taget elektromikroskopi af deres æg og der var alt for stor forskel på overflademønsteret på deres æg til at disse fisk skulle være fremkommet ved en krydsning og på grund af disse forsøg blev konklusionen at det nok var en egen art.

   Nu ved vi at denne Odessabarben (Sevastopolbarbe) er fundet i Myanmar, det tidligere Burma og den er blevet beskrevet som en selvstændig art.


                 Synonym                                                            Valid Nome

                            Puntius ticto sp. Odessa                  =                Puntius padamya

Nyt om den Polka-prikkede Botia

   Meget ofte så når akvaristerne før ichthyologerne at finde nye fiskearter, hvilket indebærer at vi får fiskearter i handelen som endnu ikke har fået et videnskabeligt navn. En sådan nyopdaget fisk der har skabet en hel del opstandelse i ”Botia-kredse” er en ny Botia fra Myanmar, eller Burma som det land også kaldes.

   Der forekommer flere handelsnavn, det almindeligste er Botia spec. ”Polka dot” Andre navn er ”Burmese border Botia” og Botia spec. ”Angelicus. Det sidste navn refererer til artens udseende, med lyse prikker på mørk bund, på samme måde som hos den afrikanske malle Synodontus angelicus. Tegningen kan dog variere ganske meget, med større eller mindre pletter.

   Fisken fandt man allerede for et par år siden som bifangst til Botia histrionica, men da var der ingen der rigtig lagde mærke til den. I Efteråret 2002 så fandt nogle thailandske akvariefiskfangere, der gik over grænsen til Myanmar, store mængder af arten, og den er siden eksporteret et antal gange til både Europa og Nordamerika, selv til Sverige et par gange.

   Denne nye Botia er den som har fået navnet Botia kubotai, Svenskerne kalder den for ”Kejsebotia” og det synes jeg er et glimrende popurlærnavn til den fisk, som allerede går i mit akvarie.

Verdens mindste hest

   Nu har man fundet verdens mindste hest – en af de der lever under vand. Det her må da være spændende for de af vore medlemmer som rider.

   Det handler om en søhest. Den er ikke meget større end en lillefingernegl, siger de marinebiologer der har identificeret den i det tropiske vand udenfor Indonesiens kyst. Det her kunne man læse i Zoological Studies for nylig.

   Den her lille søhest er kun 16 mm lang og først mente man at det handlede om yngel fra en af de 32 kendte søhestearter som findes. Den største af disse kan blive op til 30 cm. lang. Den lille søhest kaldes Hippocampus denise. Man tror at den kommer at klare sig i fremtiden på grund af at den lever blandt koralrev i 13 til 90 meters dybde og den er dygtig til at kamuflere sig.

Levendefødende Tandkarper

Vivipare (levendefødende) knoglefisk er indeholdt i:


Klasse (Osteichthyes) Underklasse (Crossoptergyii) Orden (Coelacanthiformes) Familie (Latimeridae)
Actinopterygii Gadiformes Zoarcidae
Parabrotulidae
Ophidiiformes Bythitidae
Aphyonidae
Beloniformes Hemirhamphidae
Cyprinodontiformes Goodeidae
Anablepidae
Poeciliidae
Scorpaeniformes Scorpaenidae
Comephoridae
Perciformes Embiotocidae
Clinidae
Labrisomidae


   Levendefødende Tandkarper er indeholdt i den orden og i de familier der er skrevet med rødt og understregning.

   Det er blandt Goodeiderne de ægte ungefødere findes, da deres unger fødes med navlestrenge (trophotaenier) og det betyder at de optager næring fra deres moders krop i modsætning til Poecilia-arterne hvor ungerne klækkes i det øjeblik ægget lægges.

   Underfamilien Goodeinae består af mere end 17 slægter med flere arter i hver slægt.

   Underfamilien Anablepinae har 2 slægter med ca. 4 arter tilsammen.

   Underfamilien Poeciliinae har næsten 30 slægter med et utal af arter, mange arter med flere naturlige farvevarianter.

   1801:

   To tyske videnskabsmænd, M.E. Bloch og J. O. G. Schneider fra Berlin beskrev, for første gang i historien om levendefødende tandkarper, en fiskeart. Det handlede om Poecilia vivipara fra Surinam.

   Den første ”ungefødende tandkarpe” i akvarieverdenen er muligvis en fisk der under og efter 2. vedenskrig gik under popurlærnavnet Guldgambusia og det selv om denne art intet har at gør med slægten Gambusia, det rigtige navn er Phalloceros caudimaculatus først beskrevet som

   Girardinus caudimaculatus HENSEL, 1868

   Poecilia caudimaculatus EIGENMANN, 1894

   Glaridichthys caudimaculatus PHILIPPI, 1904

   Phalloceros caudimaculatus EIGENMANN, 1907

   Denne fisk har, som så mange andre, flere gange skiftet navn, de tre andre navne betegnes som synonymer, altså ikke gældende.

   Det er umuligt at sige hvor mange kulturformer der findes af de ungefødende tandkarper, da platy og sværddragere fra slægten Xiphophorus findes i mange farvetyper og i de fleste af farvetyperne findes med forlængede finner de såkaldte Hifin, hvor rygfinnen er meget forlænget, dertil mollienesia-arter med ballonkrop, disse også i flere farver. Og der kommer flere kulturtyper hvert år, specielt fra Asien.

   De ungefødende tandkarper kommer fra meget forskellige miljøér i naturen og er udbredt fra Mexico i Nordamerika til langt ned i Sydamerika. Vandtyper lige fra det basiske til det sure i regnskoven, mange er udsat flere steder for at hjælpe til med at eliminere plagen fra Malariamyggen og derfor kan man træffe nogle arter i flere verdensdele. Mange af disse fisk er utrolig tilpasningsdygtige og tåler store forskelle i temperatur og vandtype. De lever ofte af alger, små krebsdyr og små nedfaldne insekter, en del er rovfisk og æder alle fisk der har en størrelse som de kan gabe over, de kan endda æde egne unger.

Yunnanilus sp. ( Y.brevis )

   For nogen tid siden købte jeg 2 stk. dværgsmerlinger, den ene var uanseelig grå og den anden var orangefarvet, så jeg håbede på at det var et par. Da jeg kom hjem med disse nye fisk fik de et 12 liter akvarium med en hel del planter og noget trådalger , det var måske ikke optimalt, da jeg meget sjældent så fiskene, jeg blev dog ved med at fodre sparsomt og pludselig en aften ved fodring kunne jeg se at der var 2 grå fisk og jeg prøvede forsigtig at undersøge om det skulle være rigtig at der var 2 hunner eller at den orange fisk skulle have tabt farven. Pludselig skræmte jeg fiskene så meget at der nu kunne ses 5 stk. grå fisk , måske alle hunner og de var lige så store som de 2 fisk som jeg startede med , jeg gav straks fiskene ro og så altså ikke den orange fisk som nok var hannen. Hvordan opdrættet er gået for sig er ved jeg ikke, fiskene har hele tiden gået i regnvand og teknikken har været en luftsten. Disse smerlinger bliver ikke store kun fra 28 m.m. til 38 m.m., jeg ved ikke om der er nogen form for yngelpleje, jeg ved heller ikke om de vil yngle, hvis de går sammen med andre små fisk.

Hjælp til den akvaristiske nybegynder

   Det sete afhænger af øjnene der ser, og smag er forskellig fra person til person, derfor er følgende meget generelt og farvet af min smag.

   Først er der akvariestørrelsen, det kan ikke blive for stort set fra fiskenes synspunkt, jeg plejer at fortælle at størrelsen afhænger af den plads hvor det skal placeres og måske også lidt af pengene man vil bruge på projektet, dertil også hvilken fiskearter det er tiltænkt. Et stort akvarium er lettere at passe end et lille og de såkaldte Nano-akvarier på ca. 20- 40 liter kan ikke anbefales til begynderen, fordi der skal ikke megen forurening til før de små akvarier ”vælter” og noget af det vigtigste er regelmæssig vandskifte, specielt på små akvarier, en død fisk, overfodring eller anden forgiftning, kan være en katastrofe i de små vandmængder, i et større akvarium mærkes det næppe. Efter min mening og erfaring er et 250 liters den bedste størrelse at starte på, men mindre kan selvfølgelig også gå an.

   De fleste begyndere vil jo gerne have noget kønt og dekorativt ar kigge på, derfor er planterne meget vigtigere end fiskene i opstarten, der findes rigtig mange forskellig akvarieplanter og de findes i mange størrelser og i flere farver, det er ikke kun grønt, der er bronzefarvede blade og planter med røde blade, dertil er der også mange bladformer, det er vigtig at bruge planterne til at lave et dekorativt interiør, man kan også med fordel bruge sten og trærødder til ar dekorere med. Husk at få planter i flere størrelser og sæt de små planter ved forruden og de store bagerst, sørg for at sætte planterne i grupper, det giver det bedste resultat. For at efterligne et stykke natur er det vigtig ar få gemt en eventuel teknik og de bagerste hjørner, ellers er illusionen væk. Bundlaget eller voksemediet til planterne skal helst være noget grus der ikke er for skarpt som knust granit og lignende, men noget der er rundt, som sø-grus, der som navnet antyder, er slebet ved at vandet har flyttet på materialet, kornstørrelsen på omkring 2-5 millimeter. Der kan som nævnt bruges nogle få større sten mellem planterne, men brug aldrig sneglehuse fra saltvand i et akvarium til ferskvand. Alt hvad der ikke er naturlig, bør være bandlyst til dekoration. Når planterne er kommet i god vækst bør der tilføres lidt plantegødning for at holde væksten i gang. Følg nøje hvad der står på brugsanvisningen. I det almindelige kommunevand er der mange sporstoffer som planterne har brug for, men ikke i ret store mængder, så derfor er et ugentlig vandskifte noget af det vigtigste for både fisk og planter, overskud af visse stoffer og noget af den forurening der naturlig vil forekomme bliver fjernet ved vandskifte. De fleste planter behøver et godt lys i 8-10 timer daglig, det er ikke noget problem i dag med de belysningskilder der findes i forretningerne. Et tænd og sluk-ur er også en god ting at have. De fleste akvarister vil gerne se akvariet når dagen er slut og lyset må gerne være tænd hele aftenen, derfor tænd og sluk-ur, alt tændt belysning ud over det anbefalede får planterne ingen gavn af.

   Akvariebøger kan lånes på bibliotekerne og deri kan findes gode ideer til fine interiører og til naturlige fiskesamlinger, det er ikke alle fisk der kan leve sammen, små fisk bliver spist af store fisk og mange fisk har forskellige livskrav = temperatur, vandtype m.m. alt dette og meget mere kan læses i de forskellige akvariebøger. Næsten alle fisk der er gode til begynderen er stimefisk og de befinder sig bedst i stimer, for enkelte arter er det et livskrav, hvad er en stime, ja stimer kan være store og i mindre akvarier kan anbefales 8-12 stk. og i større akvarier 20-40 stk. det er en udbredt begynderfejl, at købe 2 stk. af mange forskellige arter og det ser også noget rodet ud og fiskene har det ikke optimalt. Man kan gerne have mange arter i store stimer, såfremt at akvariet er tilstrækkeligt stort. Der findes 500 liters og 650 liters, helt op til 720 liters akvarier i standardstørrelser, nogle akvarister får lavet akvarier i egne mål og det koster.

   Selv går jeg ind for specialakvarier og biotopakvarier fordi man i disse kan give de valgte fisk næsten optimale forhold som de lever under i naturen. Jeg har dog også flere af de såkaldte prydakvarier/selskabsakvarier, i disse er det vigtigste punkt selvfølgelig den dekorative virkning. Har man kun mulighed for et akvarium vil jeg foreslå at man skifter fiskesamlingen ud efter et års tid. Derved kan man hurtigere få en vis erfaring med flere fiskearter.

   Vælger man levendefødende fisk er det vigtig at vælge fisk, der ikke eller vanskelig kan krydses, også mellem disse findes der mange kønne og farvestærke fisk og i forskellige størrelser. I næsten i alle fiskegrupper findes der geddetyper, altså fisk der hovedsagelig lever af andre fisk og disse geddetyper kan sluge fisk der er næsten ligeså store som de selv er, så pas på hvilke fisk der købes, et godt råd er: Læs alt hvad der kan findes om de fisk man vil købe, mest for at lære noget om de forhold som fiskene lever under i naturen.

   I det valgte akvarium skal man helst have fisk overalt, det vil sige at der vælges fisk der helst vil være ved bunden, fisk der lever i den øverste tredje del og fisk der vil være i midten af akvariet, selv med mange fisk der kun lever ved og i den nederste del, så kan akvariet se næsten tomt ud, det samme er også tilfældet ved fisk der kun vil være ved overfladen.

   Vælger man som begynder et akvarium til fisk fra en klippekyst, så er det muligt også her at lave et kønt interiør, men det skal laves, så det passer til de/ den valgte fiskeart og det er meget vanskeligt, selv i store akvarier. Altså det allervigtigste er at få lavet er dekorativt interiør, da et sådant kan virke som inspiration til at andre også vil begynde på den spændende akvariesport.

   Den lidt øvede akvarieholder kan med en smule tid, finde arter der passer sammen i uopvarmede akvarier og en del af disse kan man lade svømme i udendørs damme, bassiner og baljer, de fleste af disse må så igen indenfor i september måned.

   Glem ikke det levende foder til fiskene, der venter rigtig mange oplevelser ude i naturen, når man vil finde steder hvor der kan findes dafnier, cyklops eller myggelarver og fiskene bliver mere farvestrålende og vitale når de får levende foder og det er meget lettere at få de æglæggende fisk til at sætte rogn og få dem i legehumør og formere dem. Der er stor forskel på hvor let det er, at få de forskellige arter til at lege og få unger af dem, nogle arter kan lege og få unger i et veltilplantet prydakvarie, andre arter skal måske i et såkaldt opdrætsakvarie, hvor forholdene er er tilpasset den specielle art, man vil have unger af.

   Et såkaldt specialakvarium der er tilpasset en speciel art ,vil der næsten altid komme unger og da de fleste fisk vil æde deres egne unger, skal der været lavet de rigtige gemmesteder og så vil der altid være unger der overlever, hos visse arter må man fange forælderfiskene op, når de har leget færdig, for at der skal komme unger der overlever, visse arter skal have et specielt ungefoder for at få et vellykket opdræt, der er store forskelle på fiskearterne og på hvad de kræver for at få dem i leg og igen kan man få meget hjælp i de mange forskellige bøger der findes indenfor akvariesporten.

   Når man fortæller, at der er fiskearter der kan drukne, så er det ikke alle der vil tro det, men sådan er det for de fleste af de såkaldte labyrintfisk, de har et organ i mundhulen der kan optage ilt fra luften og det er en stor fordel fordi de ofte lever i områder med meget iltfattig vand, hvor andre fisk vil dø af iltmangel. Mange af disse labyrintfisk er gode begynderfisk og de er nemme at få til at formere sig, dertil har de fleste arter også en del yngel pleje. Hos de fleste arter er det hannen der bygger en skumrede, hvor han så lokker en hun til at komme og her klemmer han æggene ud af hunnen og samler dem sammen, spytter dem op i den flydende skumrede og passer reden, så andre fisk ikke kommer og æder æg eller unger. Der er små forskelle på hvordan de forskellige labyrintfisk leger og hvor de bygger reden. For eksempel så laver Måneskinsguramien en veritabel rotterede, den samler materiale sammen fra alle løse plantedele i akvariet og blander det med skumbobler som den laver selv, der er set reder op til 10 centimeter op over overfladen og der er arter der helst vil lave en redeklokke et stykke nede i vandet. Mangfoldigheden er stor også hos labyrintfiskene og de fleste er utrolig farvestrålende, specielt hannerne.

   De mindste ciklider skal heller ikke glemmes, cikliderne er en stor gruppe af fisk som alle har yngelpleje og i denne gruppe er der små arter der gode begynderfisk. En del arter graver lidt for at finde en god plads at yngle på, andre arter finder/gaver en hule under nogle sten, andre ciklidearter gemmer æg og nyklækkede unger i munden, de såkaldte mundrugere også mellem cikliderne er der stor forskel på hvordan yngelplejen foregår, her taler man om fritlegende fisk, hulelegende fisk og mundrugere og alle typer er interessante at pleje og studere. Der er ciklider der lever i blødt vand og ciklider der lever i hårdt vand, der er ciklider der kan blive meget store over en halv meter og de er startet som små søde fisk og vil snart ødelægge et pænt akvarium dersom nybegynderen anskaffer sig unger af store ciklider, ikke alle handlere er til at stole på, men sælger gerne det som køberen er interesseret i, uden at fortælle, at det er unger som snart vil vokse sig ud af et mindre akvarium. Det kan ikke siges tit nok – læs om de fisk som du er interesseret i, så du ved hvad du kan komme ud for af problemer.

Akvariesportens Nestor

2010

   På Dansk Akvarie Unions delegetetmøde den 6. Marts 2010 i Vejle blev nedenstående forslag oplæst og delegeretforsamlingen vedtog at udnævne Erik Lind Larsen til æresmedlem i Dansk Akvarie Union

   Akvaristen Erik Lind Larsen bør være en kendt person af alle akvarister i norden, han blev organiseret i Roskilde Akvarie Forening i 1960 og snart blev han foreningens repræsentant i Dansk Akvarie Union, alle foreninger og klubber havde dengang to repræsentanter i unionen. Allerede i 1965 blev han valgt til sekretær i D.A.U. og 1969 blev han valgt til unionens kasserer, en post der i 1970 blev udskiftet med formandsposten i D.A.U., dette indebar at Erik også var Dansk Akvarie Blads sidste redaktør. Siden har han været unionens formand i to adskilte perioder mere. I 2008 tog Erik fat igen, da han overtog kassererposten for en periode.

   Året 1966 blev Erik valgt til formand i Roskilde Akvarie Forening, en post som han havde i en årrække; han blev her udnævnt til æresmedlem i 1980. Sammen med to andre akvarister i Roskilde Akvarie Forening, startede han i 1968 det selskab, der i dag hedder Dansk Cichlide Selskab, på initiativ af Benny B Larsen og som pioner importerede han mange nye arter. På D.C.S. 40 års jubilæum udnævntes både Benny og Erik til æresmedlemmer i 2008.

   Aktuelt er Erik medlem i Århus Akvarie Forening, der fået overladt Eriks store samling af akvaristiske emblemer fra hele norden. Der er mange foreninger overalt i Danmark, der har haft besøg af Erik, som fødselshjælper ved dannelsen, af deres forening eller klub. Erik Lind Larsen blev uddannet som akvariedommer i 1967-68 og har bedømt akvarier på mange udstillinger og i endnu flere hjemmekonkurrencer overalt i Danmark. København Akvarie Forening blev stedet hvor Erik i maj 1968 startede sin karriere som foredragsholder og der er vel ikke mange foreninger/klubber han ikke har besøgt med sine dias og delt ud af sin viden, siden dengang. Sverige, Norge og Tyskland har også haft bud efter ham, som foredragsholder.

   I 1973 var Erik idémanden til det skandinaviske Selskab til bevarelse af ungefødende tandkarper i Norden, der blev startet i 1974, Selskabet hedder i dag Poecilia Skandinavia, selskabet har udnævnt ham til æresmedlem i 2005. Svenske Akvaristers Rigsforbund udnævnte i 1980 Erik til OSCAR d. 15., for det store arbejde som han havde udført for alle nordiske akvarister. Ingen har som han været med til at præge den danske akvarieverden i næsten et halvt århundrede.

   Eriks fiskeinteresse har været spredt på mange af de gængse grupper af fisk i vores hobby, ifølge D.A.U.’s opdrætsliste, er han en af de akvarister, der har flest førstegangsopdræt, men det fortæller jo ikke meget om de mange øvrige opdræt der måtte have været gennem årene.

   Konklusionen må være, at her er der tale om en ægte fuldblods akvarist, en mand der fortjener respekt og om nogen har fortjent, at blive husket i lang tid og som D.A.U. bør kunne udnævne til æresmedlem eller Præsident, ( Hon. Præsident - Aquatic consultant) som det hedder i England; på den måde kunne man beholde hans store viden i Unionen.

The Researcher

Referencer:

www.google.com - www.aqualex.dk – www.akvariekonsulenten.dk - Akvaristiske tidsskrifter / akvarieforenings blade.

Nye slægter for Rasbora

Kendte akvariefisk er blevet flyttet til nye slægter.:

LIAO, KULLANDER & FANG 2009


Gammel navn (Synonymer) Nyt navn (Valid name)
Rasbora pauciperforata(Glødelysrasbora) Trigonopoma pauciperforata
Rasbora dorsiocellata(Lygteøjerasbora) Brevibora dorsiocellata
Rasbora brittani Kottelatia brittani
Rasbora spilocerca(Saksehale) Rasbosoma spilocerca

Referencer.: LIAO, T.Y., S.O.KULLANDER & FANG (2009):Phylogenetic analysis of the genus Rasbora (Teleostei: Cyprinidae).-Zoologica Skripta doi: 10.1111/j.1463-6409.2009.00409.x.